Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Børn i udsatte positioner

blomst

Hvordan kommer vores inkluderende menneskesyn til udtryk i Bøgely Skovbørnehave.
Vi oplever, at alle børn kan komme i udsatte positioner – alene af den grund, at de er forskellige som mennesker – børnene har hver især forskellige ressourcer, som det er vigtigt at tilgodese.

De særlige behov kan komme til udtryk fx ved aktiviteter (cykelture, farve tegninger, snitte med dolk …)
– i forskellige situationer (første gang man skal prøve noget nyt, når man skal koncentrere sig længe, når man selv skal vælge …)
– i forskellige relationer (sammen med voksne, sammen med de små, sammen med bedstevennerne, sammen med de vilde …)

Tilsammen gør børnenes forskellige behov, at pædagogerne må være særlig opmærksomme på ressourcer, interesser og behov både hos det enkelte barn og i fællesskabet.

Når vi oplever børn i udsatte positioner, som gør at vi bliver bekymret for barnets og/eller fællesskabets trivsel, er det vigtigt, at vi gør en indsats for at sikre barnets trivsel. Her må vi se både på barnets særlige behov for støtte og behandling, men også på det fællesskab og miljø barnet tilbydes i Bøgely.

Når børn har særlige behov, har de samme krav som alle andre børn i forhold til at blive mødt anerkendende. Børnene har brug for at opleve, at de er en del af fællesskabet uanset deres særlige behov gør det vanskeligt eller uhensigtsmæssigt at være med. Her er det vigtigt at vi retter opmærksomheden både på barnet og på det fællesskab, barnet skal være et værdifuldt medlem af.

At børn har brug for forskellige løsninger, er ikke i sig selv et problem eller noget der skal ændres på. Vi ser det som en styrke, at børnene er forskellige – at de har forskellige ressourcer at bidrage til fællesskabet med. Det er derfor målet at skabe rammer/miljø, der rummer og tilgodeser børnenes forskellighed – det ønsker vi at gøre ved at rette opmærksomheden mod de muligheder et mangfoldigt og rummeligt fællesskab giver. 

Det rummelige og mangfoldige fællesskab bliver i høj grad hjulpet på vej af Bøgelys anerkendende møde med børnene samt den frie og børneorienterede struktur. Målet er at børnene bliver fortrolige med deres kompetencer, interesser og det de har at bidrage til fællesskabet med. Her ønsker vi at det bliver tydeligt for det enkelte barn og for fællesskabet – at det er værdifuldt at være forskellige.